Det er nu 2,5 år siden jeg gik ned med stress!

Jeg er taget alene i sommerhus. Mit hoved er fyldt med tanker.

Go’morgen Danmark har inviteret mig ind og snakke om mit lange stress forløb d. 30. Juli. Den uge sætter de nemlig fokus på hvordan den stressramte påvirker sin nærmeste familie.

Det er et hårdt og sårbart emne, men også et vigtigt et. For man kan ikke undgå at påvirke dem omkring en, når man går ned med stress. Det er mere hvordan man håndterer det, der er vigtigt.

Jeg synes vores lille familie er kommet godt igennem forløbet. Det var været langtrukkent, tungt, hårdt og helt igennem ulideligt til tider. Men hvordan klarede vi det egentlig?

Først

skal min mand Johan have det største bifald for hans forståelse og ikke mindst ukuelige tålmodighed med mig og kærligheden til mig. Det er på grund af ham, at vi stadig er sammen. Han tog det store læs og holdt familiens tandhjul kørende. Han stod for alt praktisk, medens jeg lå og kunne ingenting. Han kom og kyssede og nussede om mig, medens jeg bare lå og stirrede ud i luften eller græd. Mit hoved var gået i stykker og han blev ikke skræmt væk, af hjertet tak. Du er min klippe!

Dernæst

tak til min nu voksne datter, Cecilia. Jeg ved det var åndssvagt hårdt for dig at opleve din mor brænde ud, ikke være tilstede og derefter langsomt skulle lære sig selv at kende igen. Det var pludselig en meget pessimistisk mor du stod med – fuldstændig modsat din før overdrevent optimistiske mor. Jeg var vred på livet, på samfundet og ikke mindst på mig selv over, at det gik så galt. Jeg begyndte at drikke om aftenen for at dulme mine tanker, og det var du jo vidne til, modsat Carl og Asta, der lå og sov trygt. Men tak fordi du ikke viste mig din vrede – du vidste det ikke ville hjælpe, det er jeg dig evig taknemmelig for. Tak for dig. Du er min anden klippe.

Sidst men ikke mindst

skal jeg selv have kredit for åbent at tale om ALT hvad jeg gennemlevede og tænkte mens det stod på. Det var sindssygt svært at sætte ord på, i sær fordi jeg samtidig følte så meget skam over, at jeg var endt hvor jeg var.
Ofte fortalte jeg det samme flere dage i træk….det var lige meget, det var vigtigt for Johan at vide hvordan jeg havde det. For når man ikke selv har prøvet at gå ned med stress, så kan man ikke sætte sig ind i hvordan det er og føles. Der hjælper åbenhed og ærlighed 100%.

Jeg har jo faktisk mistet ca. 2 år af min liv! Eller har jeg?

I de 2 år har jeg selvfølgelig haft gode og sjove oplevelser. Men 98% af tiden har jeg ikke fungeret. Faktisk kun når alkohol var indblandet, så kunne jeg slappe af, have det sjovt for derefter at bryde sammen i gråd. Sørgeligt.

Jeg troede faktisk ikke det skulle have en ende. Nej hvor er jeg blevet skuffet mange gange, hvor jeg troede, jeg var ved at blive rask, og så røg ned igen med 100km/t. Det var nok disse oplevelser, der pludselig gjorde at min optimisme forsvandt og pessimismen tog over. Får helt kuldegysninger af at tænke på, hvad jeg har været igennem, og hvor hårdt det har været at lære mit nye jeg at kende. Hvor vred og fordømmende jeg har været. Får tåre i øjnene af at tænke på, hvad min lille familie har været tilskuere til. Men samtidig ved jeg, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg var brændt så meget ud, at jeg ikke kunne tænke længere. Det er ikke løgn! Jeg levede på impulser i de 2 år. Sådan er det heldigvis ikke længere, eller lidt….for tankevirksomheden er faktisk ikke helt helet endnu ! Min hukommelse forsvinder stadig i tide og utide…ret upraktisk, men ok.

Tænk engang at 2 så hårde år faktisk er endt med at jeg er blevet enormt glad for hvem jeg er. Jeg er faktisk blevet til den, jeg altid har misundt andre for at være.

Mit selvværd er blevet rigtig godt.

  • Jeg siger nu fra med det samme, når tingene bliver for meget.
  • Jeg har ikke behov for at alle kan lide mig længere.
  • Jeg har ikke samme behov for andres accept og anerkendelse.
  • Bør og burde er slettet, sikke en befrielse!
  • Jeg er blevet realist optimist.
  • Jeg tager mindre ansvar for andres velbefindende.
  • Jeg tager mine egne tanker alvorligt, også selvom de gør andre utilpasse

I bund og grund har jeg fået en bedre jordforbindelse…måske kan jeg kalde mig voksen nu? Det har jeg ikke kunne før, uden at fnise.

Min selvtillid har desværre lidt et knæk, før var det omvendt – Fed selvtillid, dårligt selvværd. Tror denne konstellation er bedre for mig. Selvtilliden skal nok komme med tiden. Tror den får et boost når jeg en dag finder et arbejde jeg kan rumme, og som kan rumme mig.

Jeg er ved at sætte min hjemmeside op igen, så jeg kan læse alle mine gamle blogindlæg igennem. Ens hjerne er finurlig. Utroligt så meget jeg har fortrængt.

Jeg er faktisk lidt i tvivl om det er godt for mig at ruske op i de fortrængte følelser, men for nyligt har jeg lært, at det er mine tanker der skaber mine følelser, så måske jeg ser fortiden med nye friske øjne.

Asta er så glad for at jeg ikke ligger på sofaen længere, jeg er så glad for at jeg ikke ligger der længere. Tænk engang at jeg er nået dertil, hvor jeg hver dag sætter pris på og bliver lykkelig over så små ting, som at kunne hænge vasketøj op, rydde op og støvsuge. Kunne hente mine børn uden at få angst, tage telefonen selv når et ukendt nr. ringer. Små ting – store glæder.

Livet er finurligt!

”Livet må forstås baglæns men leves forlæns”

Kierkegaard