Kigge fremad, forbedre sig, blive bedre, vildere….you name it. Det har jeg altid troet. Jeg har altid fået at vide eller fortalt mig selv; ”Du skal ikke dvæle ved fortiden. Vær i nuet og mærk efter” ….lige nu gyser jeg ved ordene ”mærk efter”. Måske fordi jeg altid har levet efter de ord, og se hvor jeg alligevel havnede 😉 Måske er jeg bare dårlig til at lytte til mig selv? Dette spørgsmål er dog ligegyldigt nu, for jeg lytter ikke til min mavefornemmelse længere, eller til hvad hjertet mon fortæller mig.

Nej jeg kigger på tørre kedelige facts! Og hvor finder jeg disse facts, når jeg skal bevæge mig ud i ukendt farvande? Dem finder jeg i min fortid. Gennem mit snart 38 år lange liv, har jeg lært noget nyt hver eneste dag, om jeg selv har søgt det eller ej. Hvorfor ikke bruge det jeg har oplevet og lært til at forme mig, i stedet for hele tiden at søge nye veje, kigge fremad og give fortiden en fuck?

Det gør jeg nu! Jeg har accepteret at jeg kognitivt er blevet en del handicappet af mit nedbrud med stress, angst, depression og hvad der ellers fulgte med i den godtepose, som præstationssamfundet (og selvfølgelig jeg selv) havde blandet til mig, til en alt for høj kg pris. Jeg havnede allerdybest nede, fordi jeg hele tiden troede jeg skulle udvikle mig, hele tiden gøre det bedre, præstere bedre….you name it. Hvorfor kunne jeg ikke bare havde været super glad for, hvor jeg var og ikke mindst hvem jeg var?

Det er en splint i samfundets lange fuckfinger. Giver du mig ikke ret i, at der generelt er en lidt negativ, måske en smule sørgelig, klang over, hvis folk fortæller, at de har været på den samme arbejdsplads i 25 år – måske endda i den samme stilling i de 25 år !!! Gyyyys ”Så kom da videre, oplev noget nyt, få dig nogle nye udfordringer, oplevelser….gøre et eller andet – UDVIKL DIG” Kan jeg huske jeg har tænkt og hørt fra andre, når det blev fortalt. Men hvorfor er det så uacceptabelt at stå stille?

Hvorfor kan vi ikke stå stille og kigge os omkring. Trække vejret dybt ned i maven, åbne øjnene og se hvad livet byder os lige nu. Bruge vores erfaringer til at arbejde med os selv, i stedet for at flygte fra hvem vi er hen imod en ukendt fremtid?

Er du ikke tilfreds med hvor du er lige nu i dit liv, så kig tilbage, ikke frem! – Hvad har udløst det du er utilfreds med, måske Hvem? Eller Hvor? Svaret til at få det bedre med sig selv findes i fortiden – ikke i fremtiden.

Lige lidt tanker fra mig, efter jeg selv føler jeg er blevet meget klogere af at læse Svend Brinkmanns bøger og ikke mindst Hella Joofs Papmachereglen.

KH Christel