Jeg har haft et grusomt år 2017, et år hvor jeg i januar måned blev erklæret udbrændt af min psykolog, og hvor hver dag efter, har været en langtrukken og hård kamp for at vende tilbage til et velfungerende liv! Læs om baggrunden her

Jeg har ikke været åben omkring det offentligt – faktisk har jeg gjort alt for at skjule det for så mange som muligt. Jeg syntes jeg var svag! En svækling, der ikke kunne komme i havn med hvad jeg havde søsat. Jeg følte ikke jeg var 10 potter pis værd, og kunne faktisk ikke forstå hvordan mine børn kunne synes, jeg var en god mor, at min mand kunne elske mig og hvorfor mine venner stadig ringede – jeg havde jo intet at byde ind med, andet end fiasko.

Derudover var det sindssygt svært at sætte ord på hvordan jeg havde det, for jeg kunne ikke fornemme fremgang i mange måneder, og jeg var derfor rigtig bange for, at jeg skulle forblive en krøbling resten af mit liv, en krøbling der var tvangsindlagt til sofaen 80-90% af min vågne tid, og hvor jeg til tider følte mig skingrende sindssyg, fordi jeg bare var så ked af det uden nogen egentlig grund.

Alle har sagt, at de ikke var overrasket over, at det endte sådan for mig. Det har jeg været enormt flov over. Flov over jeg ikke har lyttet til mine nærmeste. Flov over jeg ingen forbindelse havde til min krop, så jeg kunne have sat bremsen i. Flov over at jeg slet slet ikke kunne så meget som før og nok aldrig kommer til igen.

Folk der kender mig beskriver (beskrev) mig som spontan, impulsiv, glad, frygtløs, vild m.v. -alle utrolig stærke tillægsord jeg alle dage har været stolt af at blive sammenlignet med. Det har heller ikke stået stille – heksegryden med nye ideer har altid sydet og boblet herhjemme. Derfor jeg blandt andet impulsivt meldte os til Nybyggerne uden Johan vidste noget, derfor jeg åbnede egen butik lige efter udsendelsen på trods af jeg ingen butikserfaring havde, og derfor jeg valgte at være i Tivoli på helt urimelige vilkår (ikke urimelige vilkår fra Tivolis side, men urimelige vilkår jeg satte op for mig selv med 90 timers arbejdsuger). Alt dette samtidig med, at jeg er mor til 3 skønne unger, jeg har en dejlig mand, masser af venner, en skøn familie og et hus der skal passes…

Erkendelsen af at jeg aldrig bliver den samme igen er et hårdt slag, en forvirrende tanke og et trist farvel til den jeg altid har været, og alt det jeg har kunne. Jeg skulle jo erobre verden!

Men hvad så nu?

Jeg har brug for at kigge ind ad før jeg kigger fremad…men erobre verden, det kommer jeg ikke til.

Farvel gamle jeg…..jeg er spændt på mit nye jeg….Hej Christel !